Dette er første kapitel af en roman, jeg tidligere har arbejdet på og senere hen har lagt på hylden.

Værket har arbejdstitlen ”Dagdrøm”, og omhandler en jeg-fortæller, der fanatisk bliver optaget af drømmeteorier og analyser om, hvorfor mennesker drømmer. Denne interesse tager så meget overhånd at det går ud over mange andre aspekter af jeg-personens liv og helbred.

God læsning!

8/6-2025

__________________________________________________________________________

Jeg er tilbage.

Endelig.

Men… Har jeg ikke været her hele tiden?

Det tror jeg da, jeg har.

Men… Alligevel… Så ved jeg det ikke helt.

Det tror jeg ikke, der er nogen, der gør.

Når de er her. Igen.

Det er altid svært at finde ud af sådan noget.

Men så igen…

Som Camus selv berettede; kan vi overhovedet være sikre på, hvad der er virkeligt, når det i virkeligheden bare er vores hjerne, der fortæller, hvad vi skal opleve?

Ikke bare, hvad vi oplever med det blotte øje, men alt, der foregår udadtil.

Alt det vi mærker, ser og lugter.

Måske endda også føler?

Det kan jeg ikke huske om han sagde. Det er lang tid siden, jeg har læst den slags skrifter.

Men det er heller ikke det, der er vigtigt.

Ikke lige nu.

Alt dette er tanker til senere. Når jeg har tid til at tænke over den slags ting.

Eller skulle man sige overtænke den slags?

Det har jeg ikke tid til lige nu. Jeg skal fokusere. Holde fast i øjeblikket. Også selvom jeg har været der før.

Sådan da.

Vi går ind sammen.

Det er mig, der har inviteret dem.

Endelig. Det tog også sin tid. Men sådan kan det gå. Vi er sammen nu.

De smiler alle sammen.

Vi er blevet vant til at snakke. Vi er trygge ved hinanden.

Vi snakker om alt mellem himmel og jord.

Jeg kan ikke høre, hvad vi snakker om.

Jeg ved bare, vi snakker om alt mellem himmel og jord.

Vores munde bevæger sig. Man kan høre vi griner af noget. I baggrunden kan man høre den sædvanlige barstøj. Luften dufter af øl og cigaretskodder.

Jeg smiler også.

Det er en rar luftforandring sammenlignet med den, der er i klasselokalet.

Det er meget lettere at blive tætte med hinanden på den her måde.

Her i baren, når vi ikke er her fordi vi skal være der. Vi er her fordi vi har lyst til at være her. Sammen med hinanden.

Julie kigger smilende på mig og jeg kan mærke en knude stige op i hovedet på mig.

Det er ikke en ubehagelig knude.

Den føles rar.

Som at kigge på en sommerfugl stige op fra maven og hele verden letter… Altså på en metaforisk måde.

Både det med sommerfuglen og det med at verden letter.

Det er bare noget man siger… tror jeg.

Eller også er det bare noget, jeg siger.

Jeg retter min opmærksomhed mod baren igen. Prøver ikke at virke for klingende eller for interesseret i Julie. Lader som om, jeg ikke tænker så meget over hendes blik.

Hun lægger ikke mærke til, hvordan jeg overtænker hendes blik.

Jeg skjuler det.

Amalie og Sune står allerede oppe i baren. Jeg står stadig i døråbningen. Kigger rundt på dem alle sammen.

Jeg kan mærke glæden indvendigt.

Det kan man godt, kan man ikke?

Den slags glæde, ingen kan se. Den man ikke snakker om eller udviser.

Den glæde, der blot er der.

Skjult.

Måske kun i mig.

Hvem ved?

Jeg bilder mig selv ind, det er en følelse, alle er i stand til at fremkalde.

Det er den følelse, jeg fremkalder mest af alle følelser. En slags følelse af selvtilfredshed og ro. En slags følelse, der kan komme når som helst.

For eksempel lige nu.

Nu, hvor jeg står i det, jeg længes efter.

Det jeg har ønsket, ville ske.

Jeg kigger ud i luften og mærker følelsen sætte sig fast.

Scenen udspiller sig forsat foran mig.

Jeg lægger mærke til musikken, der kører i baggrunden. Den har nok været der hele tiden. Nogle gange er der vel bare nogle ting, man glemmer at ligge mærke.

Lidt ligesom den hånd, der bliver ved med at skubbe til mig lige nu.

Jeg ved ikke hvor lang tid, den har prikket til mig, men gennem min underbevidsthed ved jeg, den taktfast er blevet mere og mere aggressiv og fokuseret på at fange min opmærksomhed.

Jeg vender mit hoved mod min højre skulder, hvorfra jeg kan mærke håndens efterhånden desperate prikken.

Den side af baren, der før stod i min blinde vinkel, kan tydes nu.

Stolene er lidt sløret. Det samme er bordene samt de mennesker, der sidder ved dem. Jeg kan ikke høre musikken mere og støjen fra de snakkende mennesker bliver øjeblikkeligt lydløse.

Jeg opdager også nu det mest besynderlige: Hånden, der skubber til mig, er usynlig.

Jeg kan stadig mærke den. Jeg kan også høre en smal hvisken nu.

Jeg sukker indvendigt.

Sådan et suk, andre ikke kan se.

Indvendige og udvendige handlinger.

Indvendige og udvendige handlinger, der fører til indvendige og udvendige følelser.

Hånden slår stadig taktfast på min skulder.

Hvem end der ejer den hånd, er godt nok en stædig type.

Også en lidt halvirriterende type for min smag.

En så irriterende type, at det slår mig ud af min tankestrøm.

Det kan være, jeg kommer i tanker om dem senere. Husker at skrive dem ned. Måske kan de bruges til noget på et tidspunkt. Enten til mine personlige noter, eller måske til en projektopgave. Eller til en eksamen måske.

Det er svært at vide.

Det kan også være, jeg kan bruge det til en bog – hvis jeg altså nogensinde kommer i gang med nogle af dem.

Nogle af de ideer, jeg har.

Det er svært at holde styr på dem alle, nu, der er så mange.

”Hallo!” er der en der hvisker – råbende. Så råbende, at det snart ikke er et hvisk mere.

Det kommer ikke fra baren.

Mit indre suk vender tilbage. Jeg er nødt til at forlade baren.

Jeg vender tilbage til forelæsningen.

Forelæseren har skrevet en masse nye ting op på den virtuelle tavle.

Oppe i hjørnet kan jeg se hvilket antal slide, han er nået til.

”38/43”, står der.

Dejligt. Det er snart færdigt.

Det har nok bare handlet om nye love. Nye formelle praksisser i systemet. Nye 30-minutters oplæg om hver enkelte regel, der findes.

Alt det samme, det plejer at handle om. Jeg kan aldrig huske, hvad det handler om.

Det behøver jeg heller ikke. Jeg klarer det nok uden alt den viden.

Når jeg bliver færdig med det her… Når jeg kommer ud på arbejdsmarkedet… Hvor meget af det her får jeg så brug for?

”Meget af det”, ville de fleste nok sige.

Det kommer vel også an på, hvad jeg vil efterfølgende.

”Hvad vil jeg så efterfølgende?”, ville man nok blive fristet til at spørge om.

Jeg ved det ikke.

Jeg vil gerne tjene penge.

Embedsmand, måske? Det er der mange penge i.

Det er der vel i alt inden for jura.

Det er vel også heldigt nok.

For mig, i hvert fald.

Det er jo derfor, jeg læser jura.

For min egen skyld.

Forlæserens stemme fylder ikke så meget i landskabet på trods af at den er bundet op til forelæsningslokalets højtalere.

Den efterhånden prikkende smerte samt stemme fra min højre side, larmer meget højere end den spinkle stemme fra højtaleren.

Der er også en fnisen bag mig.

En høj fnisen, synes jeg. Meget højere end den larm, højtalerne generer.

Det lyder som en klassisk amerikansk ”Teenage High-School”-film, hvor producerne intentionelt har skruet fuldt op på de populære, fnisende pigers skjulte tøjmikrofoner, så man ikke kunne være i tvivl om, hvad man burde kigge på.

Smart træk fra producerne.

De ved godt, hvad der giver seere nu om dage. Eller dengang. Dengang det var populært med den slags film.

Det træk bruger man vel i de fleste filmgenre.

Bruger pæne piger, alle håber at komme i bukserne på.Alle drenge i det mindste. Måske også piger.

Hvem ved?

Det er lidt trist, når man tænker over det. At det er den eneste måde, man kan få alles opmærksomhed på.

Under alle omstændigheder er det stadig smart tænkt af producerne.

De skal jo trods alt vel også have deres lønsedler. Deres til tider lidt for tunge lønsedler.

”Hvad hedder han?” Spørger en mandestemme. Jeg tror ikke det er til mig, men stemmen fanger alligevel min opmærksomhed.

I et kort sekund i det mindste.

Jeg hører stemmen og kommer i tanker om, jeg igen mistede koncentrationen. Da jeg begyndte at reflektere over amerikanske teenage-film.

Jeg kommer i tanker om, hvorfor jeg gik ud af baren.

Skulderprikkeren.

”Knægt!”

Jeg vender mig mod min højre skulder igen. Jeg befinder mig i det kolde, hvide forelæsningslokale igen. Jeg kan se hånden den her gang.  Den sidder fast på en robust fyr skråt bag mig.

Jeg kender ham ikke, men jeg kan mærke fra første øjekast at jeg nok aldrig kommer til at synes om ham.

En fyr, der bliver ved med at prikke andre på skulderen, indtil han får deres opmærksomhed?

En smule mærkeligt i min bog.

Jeg lægger hurtigt mærke til resten af omgivelserne omkring mig.

Mange indtryk på en gang.

Jeg tager dem ind.

Uden at opdage det.

Ikke i nuet.

Måske når jeg ser tilbage på det, kan jeg huske alle detaljerne.

Ikke lige nu.

Jeg tager dem hurtigt ind. Hurtigt nok til at jeg kan få en fornemmelse af stemningen. Af miløet.

Miljøet.

Det samme, kedelige miljø. Den samme hvide baggrund. Den samme lunkne kedsomhed.

Bliver jeg nogensinde vant til det her? Hvis jeg skal bruge mit liv i dette slags miljø?

Det er jeg vel nødt til.

Der findes ikke rigtigt andre miljøer mere.

Jeg retter min opmærksomhed mod den opmærksomhedskrævende knægt.

Han er nok af asiatisk oprindelse, vurderer jeg.

Sort hår. Almindelig frisure. Grøn trøje.

Ikke særlig meget andet at lægge mærke til.

Jeg kigger afventende på ham.

Han ser forvirret ud nu. Måske havde han ikke forventet, jeg nogensinde ville lægge mærke til ham? Han har jo heller ikke gjort særlig meget for at få min opmærksomhed.

Han spørger mig om noget.

Jeg hører ikke efter.

Min krop reagerer bare på hvad end, han har sagt.

Jeg rækker ud efter et eller andet.

Former nogle ord med min mund.

Det er ikke så vigtigt, hvad jeg siger. Jeg kender ham trods alt ikke.

Det er ikke ham, der er spændende.

Det er de fnisende stemmer bag mig. Ja, de er spændende.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvem det er.

Jeg har lagt mærke til hende. Selvfølgelig har jeg det. Det har alle. Men det er lang tid siden,jeg lagde mærke til hende.

Jeg har lyst til at lægge mærke til hende igen.

Men ikke kun Julie. Også alle de andre.

Alle dem jeg kender.

Dem, jeg prøver at lære bedre at kende.

Sune.

Jeppe.

Amalie.

Alle dem, jeg har snakket med. Har siddet i samme klasse med.

De er alle omkring mig.

Julie læner sig ind mod min skulder og hvisker noget til mig.

Hun sidder skrot bag mig.

Jeg ved ikke, hvad hun siger.

Men hun sidder og snakker.

Jeg hvisker tilbage til gutten med den grønne trøje.

Jeg hører, hvad jeg siger.

Vi snakker om blyanter. Han har vist lånt en af mine.

Jeg tænker over situationen. Indvendigt.

Dømmer ham.

Indvendigt.

Sådan noget, alle gør hele tiden. Altså generelt. Ikke kun mod ham. Han er sikkert en god fyr.

Men jeg dømmer ham alligevel.

Det har jeg masser af tid til.

Af alle dem, han sidder nær i forelæsningssalen, vælger han at forstyrre mig.

Jeg var i gang med at tænke noget vigtigt.

Jeg er heller ikke den eneste, der har blyanter i overskud. Spørg dog en anden.

Der går noget tid.

Forelæsningen er færdig.

Jeg har ikke nået at komme videre med nogle af de ting, jeg ville. De ting, jeg skulle tænke på.

Forberede mig til.

Skulderprikkeren smed mig ud af koncentrationszonen.

Koncentrationszonen.

Det kalder jeg det. Koncentrationszonen.

Den zone, man er i. I mange forskellige situationer. Den zone, jeg foretrækker at være i. Den zone, der stimulerer alle følelser.

Jeg kan ikke huske, hvad det var jeg skulle.

Sådan er det tit.

Det er væk i løbet af et splitsekund.

Et spildt sekund.

Det ærgrer mig.

At jeg ikke kan få det gjort.

Jeg ved godt, hvordan jeg skulle have gjort. Jeg har tænkt det hele igennem i hovedet.

Da jeg sad i forelæsningslokalet.

Jeg ærgrer mig i lang tid. Men jeg siger det ikke. Det rager ikke andre. Det rager kun andre, hvad der sker i deres omgivelser.

Dem har jeg ikke ændret.

Ikke endnu.

Det rager mig heller ikke hvad der sker i andres koncentrationszone.

Det er deres sted

Ikke mit.

Sune og Yassin står ved siden af mig ude foran universitetet.

Jeg har glemt at lægge mærke til,hvad vi snakker om.

Ikke før nu.

”Chilimayo! Chilimayo er den eneste rigtige dyppelse. Ketchup er for tabere. Det smager ikke godt, og man spiser det kun fordi alle andre gør det.” Sune tager en pause fra sin passionerede tale og tager et sug mere af sin smøg. Yassin og jeg venter spændt på næste segment af talen. Vi tager asynkront nogle flere sug af vores smøger. Det tager lidt lang tid for at nå til næste del, synes jeg.

Jeg overvejer selv at sige noget. Komme med en kommentar. Køre videre på den yderst informative samtale, vi nu engang har gang i.

Men jeg siger ikke noget.

Jeg får øjenkontakt med Yassin og smiler venskabeligt.

Men ikke alt for venskabeligt.

Jeg prøver at få det til at se ud som om, jeg ikke tænker over det.

Jeg håber, det lykkes.

”Man kan spise chilimayo til alt. Det smager godt lige meget hvad. Selv med pasta,” fortsætter Sune.

Jeg kan mærke, han snart ikke kan finde på mere.

Så jeg griner.

Siger, jeg er enig.

Yassin følger trop.

Vi kommer med flere pointer. Overvejer sammen, hvordan vi kan sætte en stopper for ketchup-elskere.

Vi kan samle dem alle i et lokale og lade være med at fortælle, hvornår de skal gå ud. Så er de ikke kloge nok til selv at finde ud af, hvornår de må gå.

Eller…

Vi kan bare brænde al ketchup.

Vi begynder med Nettos ketchupflasker.

Når vi først er kommet i gang, vil andre automatisk følge trop.

Alle os, der har noget tilfælles.

Og…

Så laver vi et globalt chilimayo flag.

Hænger dem op i alle de butikker, hvor ketchup er blevet udryddet.

Alle rundt om i verden knytter sig til vores sag.

Vi laver årlige forsamlinger.

Forsamlinger, der handler om chilimayo.

Jeg forestiller mig, hvordan det ville se ud, hvis vi gjorde alvor af det. Og så tænker jeg. Jeg tænker, det er en meget normal tanke.

Alle de normale, mærkelige tanker, mennesker har.