Til privatfester møder du mennesker.
Snakker med dem som om du kender dem godt.
Du har lige mødt dem.
Siger hej, pænt goddag, her er mit navn imens jeg giver dig min hånd, så du kan trække den op og ned, give slip, og kigge hen på den næste i hilserækken.
Når hilserækken er nået sin ende går alle tilbage til at snakke med dem, de er mest trygge ved.
Du har en fordrukken forhåbning fængslet i dine tanker.

“Måske kan jeg lære nogle af disse nye mennesker at kende.”
“Måske mødes vi en dag igen.”
“Måske mødes vi bare en dag, nu vi kender hinanden.”

Åh ja.
I bliver jo venner.
Du bliver inviteret med til alle privatfester fremover.
Du bliver en del af flokken. Du håber, du bliver en del af flokken.

Du er ikke blevet gladere i hverdagen, eller blevet mere motiveret.
Du har ikke fået mening af livet ved at være kortvarigt ligegyldigt glad.
Men i det mindste har du fået lidt ud af det; du ligner alle andre nu.

Hold op, hvor du håber.
Men du ved også.
Du ved, du er glad for ingen kan høre dine nuværende tanker.
Du ved, alt hvad du på stående fod tænker blot er en utilgængelig forhåbning til virkelighedens gang.
Du ved, de aldrig ville kigge på dig igen, hvis du hørte, hvad du tænkte.
Ikke fordi de er dårlige mennesker.
Nej, de er jo helt normale.
Ligesom dig.
Og hvad ville andre lige tænke om dem hvis de hørte, de begynder at invitere en, der tænker og håber på flere fællesskaber. Det er jo alt for intenst. Men kun hvis vi er bevidste om det.
Ja, ellers er det jo okay. Sådan har vi alle det ind imellem.

Du sætter dig ned, knapper en øl op, og så lige en til. Du venter på, du kan mærke alkohollen, så du kan være “dig selv”.
Du snakker med folk, smiler og griner, og sikke hvor du har det godt.
I har jo kendt hinanden i en evighed.
En af de andre deler nogle hemmeligheder med dig imens I spiller et drukspil. Du føler dig tættere og mere intime med andre mennesker end du har gjort i lang tid, og det føles godt, nu når det ikke normalt er det, du mærke til hverdag.
Du kigger rundt på alle andre. De er også glade.
De kan mærke deres endorfiner. Ja, de kan ikke mærke noget.

Når du tager hjem, krammer du dem alle farvel og siger tak for idag, hyggeligt at møde dig, vi ses på et tidspunkt igen, går ud af døren og ser dem aldrig igen.
Måske håber du efterfølgende at du møder dem gennem dine fælles venner igen, men du bliver aldrig inviteret til noget hvor de er med igen.
Du har blot haft endnu en dag i den danske ungdom, der handler om at længes efter alt det man mangler imens man er tilstede sammen uden rigtig at være tilstede sammen grundet alkohol, øgede endorfiner og ødelagt hjerne.

Efter din oplevelse til privatfesten, tager du i byen og håber på, det er anderledes.
Du sætter dig sammen med dine venner og snakker lidt med dine venners venner og dine venners venners venner.
Du snakker lidt med nogle fremmede, drikker noget mere alkohol, føler du kender alle lidt mere og føler alt betyder lidt mere.
Du tager hjem og opdager at alle du har snakket med har glemt, hvem du er.
Du opdager at du blot snakkede med alle som om du kendte dem.
Du finder ud af de blot har snakket med dig for at jage en selvisk følelse af samvær og fællesskab og du opdager at du har gjort præcis det samme.

Du ved, der er mange muligheder for at føle sig godt tilpas.
Med tiden har du fundet ud af, alt glæde du har haft i maven er kortvarigt og ligegyldigt.
Du er ikke blevet gladere i hverdagen, eller blevet mere motiveret.
Du har ikke fået mening af livet ved at være kortvarigt ligegyldigt glad.
Men i det mindste har du fået lidt ud af det; du ligner alle andre nu.

Kæmpe tillykke med det.